En udstilling om Aarhus’ forsvarshistorie og nutidens ansvar

I perioden 1875-89 blev tre store kaserner opført i Aarhus; Rytterikasernen på Vester Allé, Infanterikasernen på Høegh-Guldbergs Gade og Artillerikasernen på Langelandsgade. Dermed var Aarhus i begyndelsen af 1900-tallet landets næststørste garnisonsby. Under 2. verdenskrig blev byens kaserner overtaget af tyskerne. Fra 1950’erne blev flere regimenter flyttet ud af byen, og den 24. september 1969 kunne de sidste soldater marchere ud af Rytterikasernen. Aarhus var ikke længere en garnisonsby.

Sidenhen er forsvarspolitik og sikkerhed igen blevet højaktuelle emner. Det har skabt fornyet bevidsthed om betydningen af Danmarks udsendte og behovet for at sikre et lokalt ansvar for vores veteraner. I juni 2020 vedtog et enstemmigt byråd Aarhus Kommunes Veteranstrategi. Det har resulteret i udvikling af en særlig indsats for byens veteraner og deres pårørende. I 2024 modtog Aarhus Kommune prisen som Årets Veterankommune af forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.

Udstillingen sætter fokus på både historien og de mennesker, der har båret uniformen – og på det fællesskab og den forståelse, som i dag præger Aarhus Kommunes arbejde med veteraner. Gennem billeder og personlige fortællinger giver udstillingen indblik i, hvordan Aarhus har udviklet sig fra at være hjemsted for soldater og militære institutioner til at være foregangskommune på veteranområdet.

Udstillingen er en del af markeringen af Flagdagen for Danmarks Udsendte og skal ses som en anerkendelse af de mennesker, der har gjort tjeneste med dannebrog på skuldrene og kæmpet for sikkerhed og fred.

Udstillingen kan opleves på Udsigten på Dokk1 fra den 20.-25. august. Derefter kan den ses på Viby Bibliotek fra den 27.august til den 8. september og på Gellerup Bibliotek fra den 10.-15. september.

Om arrangementet

  • Arrangør

    Veteranindsatsen i Borgerservice og Aarhus Stadsarkiv

  • Kategori

    Udstillinger

  • Pris

    Gratis