Oplæg af Kim Frederichsen

Siden den russiske fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 og med (gen)valget af Donald Trump som USA’s præsident har de geopolitiske magtbalancer atter forskubbet sig. De transatlantiske relationer er under pres, det europæiske samarbejde sættes på prøve, og forholdet til Rusland bevæger sig i nye og uforudsigelige retninger. Midt i denne omkalfatring står Kina klar til at udnytte situationen strategisk – og geopolitisk.

I dette foredrag analyserer ph.d. Kim Frederichsen den aktuelle og komplekse geopolitik i trekanten mellem USA (med Trump i spidsen), Vesteuropa og Rusland – med særlig opmærksomhed på, hvordan Kina udnytter de vestlige splittelser og det ændrede sikkerhedspolitiske landskab til egen fordel. Med baggrund i sin mangeårige forskning i sovjetiske og postsovjetiske forhold giver Frederichsen sin vurdering af den ny verdensorden, som tager form i kølvandet på krigen i Ukraine, voksende spændinger i NATO, og en stadig mere selvsikker kinesisk stormagtsambition.

Kim Frederichsen er ph.d. i sovjetiske og postsovjetiske områdestudier, uafhængig forsker, forfatter og foredragsholder. Han er bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Østersø NGO Netværk og borgertænketanken Europe Dialogen, medlem af den rådgivende gruppe i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og anmelderredaktør ved tidsskriftet `Arbejderhistorie`.

Om arrangementet

  • Arrangør

    Dansk Russisk Forening

  • Kategori

    Tendenser og Debat

  • Pris

    50 kr. - medlemmer uden beregning