Hvorfor flager man på halv? Skal der spilles ”Stairways to Heaven” ved din bisættelse og skal din aske spredes over havet eller lægges i jorden under et træ?

Og må man tage hunden med sig ind i himmelen?

Vi har brug for ritualer i livet. For at markere særlige begivenheder og hjælpe os ved overgange fra én livsstatus til en anden. Og for at skabe en orden i livets gang.

Men i takt med vores fællesskaber, kultur og samfundsstruktur ændrer sig, ændrer vores ritualer sig også.

Med udstillingen "FAR VEL - afskedsritualer i Danmark" sætter Landsforeningen Liv&Død fokus på vores fælles og individuelle ritualer i forbindelse med døden og hvordan de afspejler os som mennesker og samfund i dag.

I udstillingen kan man gå på opdagelse i de mange forskelligartede - nye og gamle, religiøse og ikke-religiøse - ritualer, der hver dag finder sted i Danmark - og som mange måske slet ikke kender til eller ved, hvor kommer fra. 

Der er blandt andet fotos og videoer fra en buddhistisk begravelse, mindealtre der står i private hjem - og en cykelbegravelse gennem de københavnske gader. Man kan få historien om, hvordan gravøl opstod, og hvorfor vi flager på halv. Og skrive en hilsen til nogen eller noget, man har mistet.

Udstillingen er åben på Torvet i Dokk1 d. 25.11.2022-4.1.2023.

Om Lanfsforeningen Liv&Død:

Landsforeningen Liv&Død er en humanitær, almennyttig organisation, der arbejder for at nedbryde tabuet om døden.

Om arrangementet

  • Arrangør

    Hovedbiblioteket

  • Pris

    Gratis

  • Sted

    Dokk1, Torvet